Afgørelsesdato: 22-12-2016
- Afslag på ægtefællesammenføring som følge af, den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp inden for de seneste tre år, var ikke diskrimination
Den udenlandske statsborger, A, der var gift med den danske statsborger B, havde ansøgt om ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 1. Efter udlændingelovens § 9, stk. 5, er det – medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derimod – en betingelsen for ægtefællesammenføring, at den herboende ægtefælle ikke inden for de seneste tre år har modtaget bl.a. kontanthjælp. Udlændingenævnet gav A og B afslag på ægtefællesammenføring, fordi B, som var handicappet efter en trafikulykke, modtog kontanthjælp.
Sagen angik, om Udlændingenævnets afslag på opholdstilladelse var i strid med diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, eller FN’s Handicapkonvention.
Højesteret fandt, at B på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med den situation, som personer uden handicap, der inden for de seneste tre år har modtaget kontanthjælp, befinder sig i. Højesteret lagde vægt på, at B som følge af muligheden for fleksjob havde rimelig udsigt til at opfylde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, selv om hans handicap formentlig indebar, at han ikke kunne opnå beskæftigelse på normale vilkår.
Da B således var stillet på samme måde som personer uden handicap, som havde modtaget kontanthjælp, havde B ikke været udsat for forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, eller FN’s Handicapkonvention.
Højesteret frifandt derfor Udlændingenævnet.
Landsretten var nået til et andet resultat.